Danske spillekort

Danmark har en lang tradition for fremstilling af spillekort. Holmblad er nok den mest berømte fabrik, men andre gode producenter er Kruchow, Warburg, Emil Jensen, Handa og mange flere.

Levison 1940'ne

Disse kort er de allerførste kort i min samling, og jeg synes, det er nogle af de smukkeste kort, jeg kender. De har tilhørt min mormor, og jeg har spillet meget med dem i mit barndomshjem.

Kortene er trykt hos Levison, og er designet af kunstneren, Gerda Ploug-Sarp. Hun levede fra 1881 til 1968, og var mest berømt som bladtegner ved Berlingske Tidende fra 1915.

Kortene blev produceret allerede fra 1930'erne, men stemplet på ruder Es havde et lidt smallere skjold indtil 1940; stemplet på mine kort blev brugt fra 1940 til 1949. Jeg har 2 sæt med hhv. rød og blå bagside; de røde har en falmet guldkant. 

Læg mærke til, at de er med danske forkortelse med Kn for knægt, men på esserne står der A..

Jokerne mangler desværre i begge sæt.

 

Kruckow 1921

Kruckow "Prima Spillekort" – 2 sæt L'hombre-kort

Firmaet Kruchow, senere Kruchow-Waldorf, fremstillede mange forskellige trykte ting, og i perioden 1904 til 1928 også spillekort. (Det var f.eks. Waldorf, der trykte den kendte Tuborg-plakat med den tørstige mand).

Disse kort fandt jeg på et loppemarked i Vig i 1970'erne. Der var 2 sæt i en meget sød, hjemmelavet trææske, og jeg fik det hele for 30 kr. Måske har sælgeren troet, at der manglede kort, fordi der kun var 40 i hvert sæt. Men det er fordi det er kort til spillet L'Hombre, som var meget populært, indtil det blev udkonkurreret af Bridge.

Under alle omstændigheder en mægtig god handel. 

Nationalkortet 1930

Dette smukke spil kort har danske konger og dronninger som billedkort.

Når man ser billeder af disse kort f.eks. på forskellige hjemmesider, er tegningerne en smule anderledes. Det er som om mine er en anden udgave, hvor tegningerne ser lidt mere "bondske" ud – men de to typer ligner hinanden meget. 

Nationalkortet 1930

Her er lidt flere billeder af Nationalkortet.

Dondorf 1910

Haupstadt Spiel

Dette lette og elegante design er fra den tyske spillekortfabrik, B. Dondorf GmbH Frankfurt a. M., men den fik i en periode kortene trykt i forskellige lande. Disse er trykt i København.  På æskens inderside et et stempel med teksten: Dondorf Spillekort. Tlf. 9002. N. Olaf Møller, Frederiksborggade 26.

Det er L'Hombre-kort, dvs. der er 40 blade: Es - 2- 3- 4- 5- 6- 7- Kn - D - K i de fire farver.

Designet er med reminiscenser fra Jugend-stilen, og esserne er forsynet med tegninger fra europæiske storbyer m.m.: Klør Es: Rom og Zermatt, Hjerter Es: Rotterdam og Skt. Petersborg, Spar Es: Berlin og Wien, Ruder Es: Paris og London.

Kortene blev også produceret i en enklere version med almindelige esser og endelig i en kabaleversion.

Warburg 1930'erne

Warburg Bridge no. 1

Disse kort husker jeg fra mit barndomshjem, og jeg var specielt vild med Klør Konge. Jeg har bygget hundredevis af korthuse med dem, da jeg var barn.

Kortene er danske, men trykt i England.

Der står med Kn for knægt – altså den danske forkortelse, men på Esserne er den engelske forkortelse A – pudsigt.

Handa Export 444

Handa udsendte i mange år udmærkede og populære spillekort med dette design. 

Fabrikken drives i dag af Mette Skov, hvis far og bedstefar stiftede firmaet i 1944.

Klassiske Handa spillekort, som har været fremstillet i mange, mange år. Det pudsige ved dette spil kort er, at i papæsken er der indlagt et Service- og Reklamationskort – se billedet til højre.

Forkortelserne på billedkortene er de danske (og tyske) K, D og B, men på esserne står derdet engelske A.

Handa producerer stadig spillekort med dette design.

Service- og reklamationskort

I æsken med kortene til venstre ligger et Service- og Reklamationskort, hvor der bl.a. står: "…og ene af samtlige Spillekort har Servicekort til hvert Spil, hvilket vil sige, at De til enhver tid vederlagsfrit vil kunne faa erstattet enkelte Kort, de kommer til at miste eller ødelægge i et Spil ved portofrit at indsende dette Servicekort i udfyldt Stand…"

Det er da en enestående service, må man sige.

Jeg er ikke helt klar over dateringen. De eneste ledetråde, jeg har, er gammeldags retskrivning og at der på æsken med svag blyant står skrevet prisen 7,75, så det må være nogle af Handas ret tidlige kort.

 

Ukendte

Jeg ved intet om disse kort, men når der står Es på esserne, må de formodentlig være danske.

København 1970'erne ?

På samtlige kort er der fotos fra København. Opfindsomheden har dog været begrænset, for der er flere fotos af samme motiv, f.eks. adskillige af Den lille Havfrue.

Jeg ved intet om kortene. Det eneste, man kan se på dem er teksten Copyright Colorama.

Fodbold-EM 1984

Strengt taget burde disse kort være placeret under tyske kort, da de er fremstillet i Vesttyskland på Altenburger Stralsunder Spielkartenfabriken, men jeg syntes alligevel, de hørte hjemme her.

Kortene i sig selv er ikke spændende, men bagsiden forestiller det danske EM-hold, som det til alles store overraskelse lykkedes at komme i semifinalen i Frankrig i 1984.

Det var ved denne lejlighed, Allan Simonsen brutalt fik brækket sit ben. Måske var det derfor, han ikke kunne danse mange år efter?

Dandy Football

Kortene er nogle små, usle papkort som reklame for Dandy Tyggegummi. Motiverne er danske og udenlandske fodboldspillere.

Holmblad

Klassiske spillekort fra Holmblads Spillekort Forretning

Spillekort med Holmblads kendte figurer blev produceret i årevis, og jeg har ikke fundet ud af, hvornår disse er kommet til verden. De er af ældre dato men ikke vildt gamle.

Holmblads Salmebog 1990'erne

Holmblads Salmebog – GENOPTRYK

Den københavnske Holmblad-slægt beskætigede sig med mange former for industri, blandt andet var det landets kendteste spillekortproducent. Et af de mere kuriøse tiltag var to sæt spillekort kamufleret som en salmebog, og de blev meget populære. Det blev et almindeligt udtryk "at blade i Holmblads Salmebog", når man skulle spille kort.

I 1990'erne lavede man et genoptryk med 2 spil kort i en plastikæske som en salmebog. De kendte "Holmblads Billeder" er for mange de "rigtige" danske billeder.

Rapport

Der er i tidens løb produceret utallige spil kort med pin-up girls, erotiske eller pornografiske motiver. Jeg har lidt forskelligt i min samling. Nogle ville jeg ikke drømme om at lægge ud på en anstændig hjemmeside, men disse fra tidskriftet Rapport er jo ret uskyldige.