Museer

Geomuseum Faxe

Min museumsperiode begyndte i 2007, hvor jeg blev kustode på Fakse Geologiske Museum.

Året efter blev der bygget et nyt museum på kanten af Faxe kalkbrud – deraf navnet på bygningen: Kanten.

Her var jeg kustode fra 2008 - 2011, og omviser/guide fra 2009-2018.

 

Stevns Museum, Højerup

Østsjælland Museum bestod af Geomuseum Faxe, Stevns Museum (Højerup Museum), Koldkrigsmusum Stevnsfort, Haslev Museum, Stevns Naturcenter plus lidt andet.

Jeg var ikke direkte ansat på Stevns Museum, men lavede indimellem opgaver for museet, og Gudrun var fra 2014-2018 frontmedarbejder der (og på GeomuseumFaxe og Koldkrigsmuseum Stevnsfort).

Museet lukkede i 2018.

I 2018 besluttede både Gudrun og jeg at forlade den østsjællandske museumsverden – det var ikke, hvad det havde været.

Haslev Museum

Haslev Museum (tidligere Haslev Stationsbymuseum) var et lille hyggeligt museum, som omhandlede perioden fra 1870, hvor jernbanen kom til byen og til ca 1930. I denne tid voksede byen fra en landsby til en mægtig uddannelses- og industriby.

Her var jeg kustode og omviser fra 2009 til 2018. Kustoder kom til at hedde frontmedarbejdere, men forskellen er ens.

Museet var mere eller mindre lukket fra 2015, men i 2018 blev det omsider besluttet, at det var for dyrt at istandsætte museet, så den smukke gamle bygning blev revet ned, og der er bygget en ualmindelig kedelig bygning på stedet.

Rønnebæksholm

Vi er i mange år kommet jævnligt på kunstmuseet Rønnebæksholm (lidt uden for Næstved) og i 2015 blev jeg valgt ind i Venneforeningen Rønnebæksholms bestyrelse. Jeg var sekretær – et spændende arbejde sammen med nogle søde mennesker, men i 2023 blev venneforeningen nedlagt.

_____

KUNSTKLUBBEN FAXE

I 2017 blev både Gudrun og jeg valgt ind i Kunstklubben Faxes bestyrelse. Bestyrelsen arrangerer en masse spændende museumsbesøg, atelierbesøg, foredrag, udstillinger, studiekredse osv. Jeg er sekretær, og i 2018 blev Gudrun formand for foreningen.