Husbåd på Havelfloden

schwerin
En uforglemmelig tur med husbåd på Havel-floden i Brandenburg. (Ca. 100 km vest for Berlin). Vi havde i julegave fra vores børn fået en rejse hver i påsken. Gudrun var med Lene i Armenien, og imens var jeg med Susse, Sylvester og Anton Cornelius afsted i fire dage til søs.
Jeg havde læst de 11 tilsendte sider om søfartsregler, knob, skilte mm., så jeg bestod både en teoretisk og en praktisk prøve og fik et Charterschein, så jeg måtte føre den 11,60 meter lange husbåd.
Vejret var naturligvis perfekt: sol og 22-24º og nærmest havblik, og alt var sprunget ud – foråret var en hel måned længere fremme end herhjemme. Vi hyggede os, slappede af og nød livet, naturen og stilheden i fulde drag. Og hvor er det skønt at være uden TV, radio, mobiltelefon og være ligeglad med tiden.
Aspargessæsonen, som normalt begynder primo/medio maj, var i år i fuld gang, og så kan man vel ikke forlange mere.

Vi havde en overnatning i Schwerin, hvor vi så den dejlige by, spiste is og så en "Rødhovet and". Vi spiste lækre Schnitzler på en udmærket restaurant, og næste morgen kørte vi videre til Plaue. En lille by nær Brandenburg an der Havel, hvor vi har været flere gange. Her skulle vores sejltur begynde.

 

Her er vi flyttet ind i vores husbåd. Anton Cornelius og Sylvester venter utålmodigt på, at jeg er oppe til prøve for at få lov til at styre båden. Vi sejlede i en BunBo 1160L husbåd. BunBo = Bungalow Boot – og det var faktisk et lille sommerhus til søs. To soveværelser og en sovesofa i stuen, køkken med gasblus, køleskab, en lille fryser og alt udstyr til, velfungerende toilet og brusebad og et pænt stort fordæk med bord, stole, hængekøje og grill. Helt igennem en luksushusbåd.

Her vender jeg stolt tilbage til mit mandskab efter at have bestået den praktiske prøve.

 

 

Så siger kaptajnen (det var mig) "Leinen los" – og styrmanden (det var også mig) styrer os sikkert ud af havnen og på vej ned ad den naturskønne Havel.

 

 

 

 

 

 

 

Herunder følger nogle billeder fra floden. Området er noget af den mest uberørte natur i Tyskland.

Her er det Sylvester, der hjælper med at holde udkig.

 

 

 

 

 

 

 

Den første nat overnattede vi i havnen i den meget lille by Pritzerbe. Mens fuldmånen skinner er vi i gang med aftenhyggen.

Faunaen på floden var imponerende. Her har vi en lille gåsefamilie, men vi så også flere gange en havørn, der styrtdykkede efter fisk. Storke så vi flere gange og en gang en hel flok. der fløj hen over båden. Det vrimlede med røde glenter, og vi fik også set rørhøg, drosselrørsanger, skarv og svømmende snoge. 

Rød glente så vi hele tiden. Den ser vi også jævnligt hjemme i Vester Egede, men her så vi den nærmest hele tiden, og en enkelt gang så vi to, der sloges i luften – det var imponerende.

Tiden gik med at slappe af, dovne og nyde livet og naturen. 

Der var godt gang i hængekøjen.

To dovne drenge – mens morfar slider i det med at styre.

Midt på dagen fandt vi et smukt sted at kaste anker, mens vi spiste frokost og slappede af. 

 

 

 

 

 

Selv om Susse og Sylvester havde pralet af, at de ville i vandet, var det kun Anton Cornelius, der havde mod til det. Han påstod,det var koldt.

Vi brugte også en del tid på kreative sysler.

Og vi havde også nogle gode spil med.

Normalt begynder aspargessæsonen først lidt inde i maj, men i år var den ekstrem tidlig – allerede før påske. Det er selvklart de hvide asparges, det handler om. Området vest for Berlin er nok verdens bedste aspargesområde – så vi fik grillet årets første asparges – superfriske.

Der var ikke voldsom trafik på floden, men her møder vi en hel armada af BunBo-husbåde.

 

 

 

 

Solnedgangen over Plauer See den sidste aften – lige så smuk som de andre aftener.

Den sidste aften kastede vi anker i den store Plauer See, dækkede bord på dækket og fik gang i grillen.