Bøger

Siden 1984 har jeg skrevet 40 bøger om alt, der har med klippe, klistre, folde, lege, tricks, spil og traditioner at gøre. Men også om Frankrig, pétanque, guitarspil samt et par kogebøger.

Forlaget Cornelia

I 1995 startede jeg mit eget forlag, Cornelia, hvor jeg har udgivet 14 bøger. De fleste har jeg selv skrevet. Bogen "Papirfly" er også kommet på tysk: "Papierflieger".

Se mere om Forlaget Cornelias udgivelser

Andre forlag

I perioden 1984 til 2006 fik jeg udgivet 17 bøger på forskellige forlag bl.a. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Lindhardt & Ringhoff og Politiken. Flere af dem er udsendt i forskellige bogklubber og et par stykker oversat til norsk.

Se mere om mine tidligere udgivelser

Oversættelser

Jeg har også oversat nogle få bøger fra tysk og engelsk.

Læs om oversættelser her

Salg af bøger

Hvis du er interesseret i at købe nogle af mine bøger (de fleste af de ældre bøger er udsolgt), kan du se en bestillingsformular og prisliste.

Gå til salg af bøger

Se på kunst – Sjælland

Se på kunst – Sjælland

Bogen indeholder forslag til ture til fods i otte byer med fokus på byernes kunst. Da jeg selv bor i det sydlige Sjælland, var det naturligt at bruge denne del af landet som udgangspunkt, så jeg har valgt Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør, Skælskør, Næstved, Præstø og Vordingborg.

     Værkerne er udvalgt ud fra at få en passende længde på en rute med mange kunst-værker, så det er altså slet ikke en udtømmende beskrivelse af en bys kunst. Der  ligger ingen form for kvalitetsbedømmelse i udvalget; jeg har medtaget, hvad man har valgt at vise frem i de enkelte byer, så det er blevet meget blandet, både hvad angår stilarter, kvalitet, tilstand, tidsperiode osv. Der er statuer, relieffer, mosaikker, vandkunst og gavlmalerier, og der er alt fra træskærerarbejde fra middelalderen til betonkunst fra 2021. Man finder ofte kunstværker på torve og pladser, ved rådhuse, biblioteker osv., men der er også mange dejlige kunstværker, hvor turen går ned ad en lille vej, rundt om en bygning eller ind i en gård.

 

Ideen

De fleste kan godt lide at gå en tur, men det er mit indtryk, at man nemmere kommer afsted, hvis man har et mål med turen. Det kan være alt fra at botanisere, se på arkitektur, samle svampe, se på fugle eller som her – se på kunst. Målet med bogen er således at inspirere til at komme lidt ud i luften og samtidig se kunst. 

     Det er ikke strabadserende vandreture, men behagelige ture på nogle kilometer, så de er velegnede til hele familien, til pensionister, til turister og til skoleklasser.

 

Ruterne

Ved alle byer er der en rød rute – en hovedrute, som typisk er 2-3 kilometer. Der er desuden i de fleste tilfælde en kortere eller længere forlængelse af ruten med en grøn rute og enkelte steder ydermere suppleret med en blå.  

     Alle hovedruterne starter ved en parkeringsplads og ender samme sted, men man kan teoretisk set begynde hvor som helst på ruterne, da de jo går i ring.

 

Afstande

Ved hver by er angivet ruternes omtrentlige længde, men intet om, hvor lang tid en tur tager. Det er nemlig ret individuelt, hvor hurtigt man går, hvor lang tid man bruger på at studere værkerne og hvor meget, man lader sig distrahere af butikker og cafeer. 

 

Teksten

Der er ved hvert kunstværk et billede, lidt tekst om kunstneren og lidt tekst om værket, men det er selvklart kun korte beskrivelser, da bogen indeholder omkring 170 kunstværker.

 

Kortene

Ved flere af byerne er ruten delt op på flere kort, for at det ikke skulle blive for gnidret, og det skulle være muligt at finde vej alene ved hjælp af teksten eller alene ved hjælp af kortene, så med kombinationen af tekst og kort, kan det næppe gå helt galt.

 

Forbehold

Indholdet er, som situationen var i 2021, hvor bogen blev færdiggjort. Men byer forandrer sig hele tiden, der kommer nye værker til, og der er nogle, der er fjernet eller flyttet. 

 

Jeg har gået hver enkelt tur adskillige gange både sammen med min kone, familie og venner; det har vi haft megen glæde af det, og jeg har også holdt omvisninger i nogle af byerne. Det er mit håb, at der er kommet en nyttig bog ud af det, som enkeltperoner, familier og skoler kan have glæde af.

 

God tur

 

Bogen er på 116 sider og koster 250,- kr. Den kan købes eller bestilles hos boghendleren eller på nettet.

Forlaget Cornelias stand på Bogmessen i Haslev 2019.

Forlaget Cornelias stand på Bogmessen i Haslev februar 2019